- 16-01-2012 22:27 | 79 visninger | 1 kommentar
Jeg retter mig op. Vinden udtørrer mine øjne, men jeg blinker ikke. Livet viser mig alt det, der for mange er for frygteligt at se. Men hvert eneste stik i mig styrker mig, gør mig stærkere. Det er ikke en gang stædighed, det er bare bekræftelse på, at mit liv er, hvad det er. Jeg vil ikke lade uheldige omstændigheder tage det smukke fra livet. Jeg vil ikke suge lykken ud af nuet, fordi fortidens traumespøgelser stadigt jager i mørket, eller fordi fremtidsforventninger fatalt fratager mig følelsen af frihed. Og hvis I ikke hjælper mig, tager jeg væk. Jagten på skønheden er drivkraften bag min eskapisme.
- 20-12-2011 22:51 | 170 visninger | 2 kommentarer
Talte du nogensinde efter?
Du ved, gangene vi forlængede vores øjenkontakt lidt længere end almindeligt. Øjeblikkene, der føltes helt rigtige. Trygge så det summede i fodsålerne.
Talte du smilene? Dem, der smittede; dem, der stivnede. Hvad med dem, der satte sig fast for good. Forstod du dem nogensinde - jeg gjorde ikke. Jeg kan stadig smile lidt over vores smil.
Hvad med ordene - talte du dem? Dem, vi udvekslede i vores lange, meningsmættede samtaler? Dem, vi hviskede i mørket? De dybfølte, de overfladiske, de ligegyldige, de altbetydende. Hvad med de usagte - dem, som vi blot tolkede. Det vi forstod, uden at skulle eksplicitere. Argumentere.
Talte du de vrede - det gjorde jeg. Der var ingen.
Ved du, hvor mange drømme, vi delte? Hvor mange fantasier, vi ved hinanden gengældte?
Talte du vores berøringer? Vores slet skjulte kærtegn, såvel som de åbenlyse. Bemærkede du dem, som jeg gjorde? De var essentielle.
Talte du nogensinde takterne på vores følelsers konstruktive interferens?
- 18-12-2011 18:15 | 130 visninger | 2 kommentarer
Det er pudsigt, som de bedste beslutninger bliver truffet på bagsædet af biler i modlys.
Jeg elsker, hvordan flygtige og turbulente skygger suser rundt overalt i bilen - de skaber dynamik, og jeg kan mærke, hvordan livet ånder igennem mig. At alt forgår i kaos, fordi alt opstår i kaos. Det smukke i det hurtige. For sandheden er, at vi ikke ved meget om det, der kommer.
Men jeg elsker også hvert eneste øjeblik af de sekunder, hvor kabinen er helt mørk. Hvor der ingen impulser er. De øjeblikke, hvor bilen og jeg ihærdigt forsøger at få pusten. Mærke luften i lungerne i stedet for at kæmpe for overlevelse. De øjeblikke kan jeg fyldes med ensomhed - med en dyb udslettende angst for, at jeg kun er et rekvisit i andre menneskers liv. Hvis jeg forsvandt, ville der nok være en anden for de fleste. Det håber jeg et eller andet sted også - jeg ønsker ikke, at nogen skal falde med mig, hvis jeg faldt.
Ensomhed er smukt og rørende og dybt. Og jeg vil aldrig undvære det. Men hvor ville jeg dog gerne være fri. De øjeblikke kan jeg fyldes med gru for fremtiden. For hvor jeg ender. Om jeg overhovedet når at ende. Om livet forsvinder i lysglimt fra modkørende biler med blåhvide lys. Hvornår smager livet, som livet?
Hvornår er det tid at sætte sig ned i det knæhøje græs, som er allergrønnest lige her, hvor vi alle sammen voksede op i samme smukke dans? Hvordan føles den dybe, ægte kærlighed, der ikke forsvinder efter de trivielle to år, som altid kommer med konflikter, konfrontationer og kampe?
Jeg bøjer mig sammen, krampagtigt, for gråd kan sætte sig i maven og blive der. Det er bedst at hulke på bagsædet af en bil i modlys. Det er bedst at være her.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Mand
Alder: 19 år
Oprettet: 27. apr. 2008
Login: I går, 12:59
Uploads: 47
Blog indlæg: 143
|
|
|
Jeg er kommet tilbage - kunne ikke undvære blog.dks behagelige stemning.
|
|
|
|
|