- 18-05-2012 22:24 | 56 visninger | 2 kommentarer
Troede lige der var et håb for ham og mig. At det han mente til den fest var sandt. At han elskede mig, at han havde grædt da han fortalte sin farmor at vi ikke var sammen længere. At det var mig han tænkte på om natten.
Alle de ord til ingens verdens nytte.
Det gik ellers okay. Stille og rolig, selvom den usikre kælling i mig var oppe og vende, men jeg forklarede ham hvorfor.
I dag kom vores forskelligheder rigtig op til overfladen. Jeg havde regnet med at jeg havde hans selskab indtil lørdag, men så ringede gutterne og sagde at de tog i shelter og sov. Og på 10 minutter blev alle planer ændret, hvilket jeg aldrig har været god til. Jeg kan ikke omstille mig på 5 min., og så tage den derfra. Men det kan han. Han er spontan, hvor jeg er planlæggeren. Og jeg blev ked af det, for har ikke set ham i to uger. Så siden kl. 15 har jeg grædt i små og store strømme.
Han valgte at sige, at jeg skulle tænke over hvordan jeg reagerede, for vi blev begge to sure og kede af det, når jeg reagerer sådan. Og jeg kan ikke gøre for at jeg ikke kan være så spontan. Selv en spontan spejdertur har jeg tjekket tog og netbank mindst 5 gange inden jeg siger ja.
Og han har ret. Ingen af os kan holde til det, men han lød bare til heller ikke at ville kæmpe for at vi kunne finde en løsning. Han lød nærmest til at give op bare ved første store forhindring. Ja, jeg ved jo godt at vi er så vidt forskellige personer, at der kommer forhindringer, men give op en måned efter det blot er startet?
Det værste var at han så bagefter sagde, at han ville ønske at han ikke havde opført sig fjollet til den fest og bare havde bedt mig om at gå den aften, da de andre tog afsted.
Det sårede mig dybere end han ved af. Der var der jeg vidste, at mine følelser var rigtige, og at jeg ikke kunne tåle at miste ham igen, selvom jeg gør det, fordi jeg lader ham gå af egen fri vilje. Jeg har dog ikke fortalt ham min beslutning, for jeg orker ikke at snakke med ham. Orker ikke at mindes om at det endnu engang ikke lykkedes for os. Orker ikke at mindes, at det er ham jeg vil have, men ikke kan få.
Da han sagde at han fortrød ordene ved festen, havde jeg ærlig talt lyst til at råbe af ham og spørge ham om alt det han sagde, så ikke mente noget i virkeligheden.
Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham, ej heller at se på ham. Jeg havde valget om at køre med hjem til mine forældre (fordi han alligevel kørte forbi ud til shelteren) eller jeg kunne tage toget. Jeg valgte toget. Jeg ville hjem og være alene. Ligge sammenkrøbet i min seng og tude sjælen ud.
Og nu ligger jeg her og aner ikke hvordan jeg skal komme videre, når jeg føler mig så svigtet, så brugt og så narret. Jeg havde så stor besvær med at tro på hvad han sagde til festen, at tro det var sandt. Og da jeg så endelig lukkede op, døde det hele igen.
Slut med fyre. Jeg orker ikke at føle sådan her igen.
Til dem der ikke allerede har gættet det, så er det Lederhannen der er tale om.
- 24-04-2012 15:23 | 72 visninger | 0 kommentarer
Har ikke så meget at sige andet end at have lyst til at skråle:
LÅLÅLÅLÅ LÅLÅLÅLÅ LÅLÅLÅLÅ LÅLÅLÅLÅ LÅLÅLÅLÅ!!! !!!!!
... fordi jeg ikke ved hvad jeg skal lave i en time, indtil jeg sætter mig ud i bilen for at køre til spejdermøde
hæhæ... skør? Ja
