Jeg har her i dag været til statusmøde med Rødovre kommune og mødet blev holdt herude. Så dem fra kommunen kom herud. Fra kommunen deltog Maria, som er fra jobcentret, og så skulle Marianne som er fra Rådgivnings og behandlingscentret også være kommet, men hun var desværre blevet syg, og det er jo, hvad der kan ske.

Mødet startede med at Ann Helene som er min socialrådgiver lige ridsede kort op, hvad der er sket her det sidste års tid. Ann Helene var blevet spurgt om hun ville deltage i mit møde, og det sagde hun ja til, og det gav mig bare så meget tryghed, fordi hun kender mig og min sag så godt. Hun fortalte, hvad der er sket inden for det sidste år både med undervisning og al det med lejligheden, som jeg alligevel ikke skulle bo i.

Efter det lille oprids af det sidste års tid ville de gerne have at jeg skulle fortælle, hvordan jeg synes det går i praktikken i Lundehus kirke, og jeg fortalte, at jeg synes det går rigtig godt, og at der kun er positive ting at sige om det at være praktikken, og noget af det der hjælper mig rigtig meget at jeg nu kender stedet og føler tryghed derved og jeg er begyndt at føle mig hjemme i kirken og snakker også med resten af koret, som jeg synes er rigtig flinke og hjælpsomme. De var alle sammen glad for at høre, at det går mig så godt derover.

Da jeg havde fortalt om praktikforløbet i kirken gik vi videre til at høre, hvordan det går mig på Bo-afdelingen, og Martin min kontaktperson fortalte, hvad der er sket her inden for det sidste års tid han sagde at jeg følger den plan vi har lagt rigtig godt, og han syntes jeg har udviklet mig rigtig meget på det område med at tage mere ansvar angående det at skulle ringe til offentlige myndigheder, og jeg var blevet bedre til at komme og bede om hjælp til post, hvor det før i tiden kunne ligge på hylderne i noget tid før der blev gjort noget ved det. Madlavningen går endnu ikke så godt, men det vil vi få til at fungere bedre. Faktisk var det meget positivt det der blev sagt, for jeg fik af vide at jeg har udviklet mig i den positive retning, så det er rart nok. Både Martin og Jarle understregede vigtigheden af trygge og rammer omkring mig, for at jeg vil have overskud til at kunne klare kirkesangeruddannelsen. vigtigheden af meget støtte blev også nævnt, så der blev sagt mange god ting fra Bo-afdelingen synes jeg.

så blev det Christense min psykologs tur til at fortælle, hvordan hun synes det er gået rent terapeutisk har det sidste års tid. Også hun var meget positiv og snakkede en masse om, hvor meget hun synes jeg har udviklet mig, da jeg med tiden har fået nemmere og nemmere ved at rumme og regulere mine egne følelser. Hun snakkede også om hvor meget jeg har udviklet mig fra da vi startede med at snakke sammen fra for næsten tre år siden at jeg nu er blevet bedre til at kunne snakke om og analyserer mine følelser i stedet for at trække mig tilbage og jeg synes også selv jeg har udviklet mig i den rigtig retning hvad det angår. Hun fremhævede også nødvendigheden af meget stor støtte i dagligdagen, hvis jeg skal tage kirkesangeruddannelsen, og det var der stor forståelse for. Hun sagde så at hun nu synes hun er nået så langt rent terapeutisk med mig, at vi lige så langsomt skal snakke mindre og mindre sammen. Så det er jo meget positivt et eller andet sted. Der blev også nævnt, at jeg stadig kæmper med trange til selvskade, og stadig falder i nogle gange.


Jeg fik også nævnt, at jeg gerne vil et andet sted hen at bo og ikke længere bo her på Instituttet, for jeg vil gerne videre i mit liv, men jeg endnu ikke er klar til at bo i egen bolig og dette var Jarle Martin og Christense enig med mig i. Jeg havde sådan håbet at Marianne var der, så  jeg kunne høre om hvor vidt hun var kommet videre med noget omkring et forløb på det psykiske hun sagde de ville prøve at strikke sammen til mig, så på den måde at vi ikke rigtig kommet videre ud over, at jeg stadig har bevilling på Bo-afdelingen indtil den 31. august. 

Så skulle Henrik fortælle, hvordan det går med undervisningen og der blev der også sagt en masse positive ting om at jeg har udviklet mig og er begyndt at forberede mig noget mere, og er blevet bedre til at sige fra. Han sagde så at deres plan nu var at de næste to år vil  de prøve at give mig en kirkesangeruddannelse, hvor det så ender med at jeg skal op til eksamen, og dertil fik jeg sagt at jeg gerne vil det, og det giver god mening for mig. Maria fra Jobcentret virkede som om hun var med på idéen, for Henrik nævnte også den anden mulighed med fortsat aktivering og Maria syntes bedre om at vi prøver at få mig i gang med kirkesangeruddannelsen, og det vil ikke adskille sig meget fra det forløb jeg har nu her. Jeg skal måske have et fag mere, og måske ud og besøge en anden kirke og en musikskole. Jeg er virkelig glad for at jobcentret gerne vil gå med på min plan, og de kan se en mening med at jeg tager den uddannelse.

Jeg synes faktisk det var et ret godt møde, hvor jeg virkelig følte at folk interesserede sig for mig og gerne vil mig og have at jeg har det så godt så muligt, og der stadig vil blive taget hensyn til min sårbarhed. Så lidt afklaring er der kommet i hvert fald hvad uddannelsen angår. Jeg ville også bare meget gerne have hørt om Marianne havde haft noget til mig angående bodelen ,for det er der har fyldt mest hos mig, men Maria havde prøvet at læse sig frem til noget, men havde intet fundet så måske det betyder at de intet har fundet frem til jeg ved det ikke. Jeg synes mødet gik fint, og jeg fik sagt det jeg ville også selvom det  til tider var svært at være rigtig til stede i det, men det gik da heldigvis selvom jeg ikke syntes det var nemt. Nu er det bare skønt, at det er overstået, og dejligt at jeg nu kan starte på kirkesangeruddannelsen efter ferie det glæder jeg mig faktisk til!