- 06-05-2008 14:52 | 572 visninger | 2 kommentarer
Hejsa (: så er jeg squ her igen  . Jeg har fortalt jer om min ulykke, som faktisk stadig fylder meget i mit liv :S . Men nu tænkte jeg at det var på tide i fik af vide hvordan jeg går og har det nu, og ja der vil være mange af jer der er pisse ligeglade, men hvorfor læser i det så  ? . Nu er der så gået ovet et år siden min ulykke som skete den 28. marts 2007. Synes det er ufatteligt hvordan tiden bare er blevet revet fra mig :/. Jeg går faktisk og har det sådan nogenlunde (: . Jeg har fået kørekort, og der er intet der kan holde mig fra at sætte mig ind i bilen og bare køre derud af. Det røre mig ikke længere, når jeg selv køre bilen, men så snart det er andre som sidder bad rattet, bryder jeg mig stadig ikke om det. Min interresse for knallerter er faldet, vil næsten mene den er væk- men derimod er min interresse for biler, helt i toppen. Har endda tilmeldt mig til at tage uddannelsen som Mekaniker til sommer . Men'men'men, det skal lige siges at jeg igen er blevet opereret, med en meget dårlig nyhed efter opreationen :/ . Mit brusk er blevet smadret fuldstændig i knæet, så har fået svær slidgigt :'/. Det kan koste mig jobbet som mekaniker og der er enormt mange ting som jeg ikke må og ikke kan. jeg er begyndt i et helsecenter, hvor jeg ca træne hver dag. Både for mit knæ men også for vægten. jeg spiser smertestillede piller, inde jeg går i byen, for ellers holder mit knæ ikke hele natten :/. jeg kan ikke cykle, løbe, elle sætte mig på hug. jeg må ikke sidde på mit knæ og jeg må heller ikke støtte med det. det tager enormt meget energi fra mig at jeg skal leve med det her resten af mit liv, og det gør ufattelig ondt at det skulle ramme mig. Mange vil nok tænke at jeg skal se og få mig et liv og komme over det, men lytter ikke til jer, udover dem som selv har været udsat for det sammen som jeg- ellers kan i overhovedet ikke følge mig i det. Men jeg fortsætter den gode stil, og prøver at gøre hver dag til den bedste Hilsen tina
- 05-10-2007 21:03 | 793 visninger | 2 kommentarer
Jeg kørte onsdag'morgen den 28 marts, klokken 07.06 hjemme fra Skærum, og skulle mødes med Simon hjemme hos ham. Ligesom alle andre morgener. Da jeg kommer hjem til Simon, er han allerede klar, og har pakket sin madpakke, fundet knallerten frem, og låst døren. Vi pysser godmorgen, og snakker lidt, så gør Simon sig klar til at køre ved en 07.35. Vi plejede at køre ved ca 07.40, men lige nøjagtig den dag, den 28 marts, ville jeg først kører klokken 07.45, fordi der var godt vejr, jeg følte mig godt tilpas. Catrine kommer gående og skal over til Marianne (Simons genbo) som hun køre i bil med hver morgen ned til handelsskolen. Vi hilser og siger godmorgen og smiler. De kører og 5 min efter kører Simon og jeg. Vi holder næsten ikke tilbage ved Sørens auto, for der er egentlig ikke så mange biler. Vi krydser vejen, og køre som sædvanlig med en god fart ud af Ravnshøj. Simon bagerst som altid. Det går fint, og vi køre som vi plejer, overhaler lidt cykler og sådan. Så kommer vi på cykelstien, og begynder at overhale den lange kø, som varer helt oppe fra BlomsterManden ned til frederikshavn. Der er intet der blokere cykelstien, så jeg holder farten på de 65-70km/t . Pludselig kigger jeg til siden, for der sidder Catrine og Marianne og vinker, jeg vinker til dem, og kigger så frem igen. Der er stadig intet på cykelstien. Så jeg holder farten igen. Men idet jeg næsten når til FladeKirkevej, kommer der pludselig noget ind foran mig, det var en bil, som får mig så grå ud, og det gik så stærkt, at jeg ikke engang nåede at råbe FUCK. Jeg hører en brag, mærker intet. Jeg flyver, og det føles som evigheder. Jeg kan intet se, undtagen at det hele er sandfarvet. Pludselig lander jeg, på min venstre side, og dumper ligeså stille ned på rygge. Jeg vil rejse mig, for jeg har jo ingen smerter. Men idet jeg prøver på at rejse mig, følse det som om at sjælen var på vej, men kroppen holdte tilbage, og først der, kan jeg ikke trække vejret. Jeg ligger og tænker at jeg skal trække vejret. Jeg kan intet høre, ingen fugle eller biler ude på vejen. Det eneste jeg hører, er at Simon råber af vrede af den unge mand som drejede ind foran mig. Det første som jeg kan huske at jeg gør, er at bevæge mine tær, for skrækken for at være/blive lam, var det eneste som var inde i mit hovede. Han råber og skriger af ham, og pludselig er der en dame der kommer over, fortæller at hun er NarkoseSygeplejeske, og holder straks ved mit hoved. Jeg hører Simon ringe til min far. "Finn!, Tina er blevet kørt ned. Du bliver nød til at komme. Knivholt. Ja" Jeg kunne ikke forstå hvad han svarede ja på, men fandt ud af at, det var fordi min far havde spurgt om det var alvorligt. En anden sygeplejeske kommer også hen til mig. Jeg ligger bare og kigger op på himlen, som var fyldt med skyer. Hun lægger hånden på min mave, og fortælle mig, at det er for at se om der er indre skader. Jeg har ikke ondt når hun trykker. Imens det sker, hører jeg fjernt at Catrine ringer 112. og få sekunder efter kan jeg hører ambulancen. De fjerner stille min hjelm, som næsten ikke fejler noget. Jeg beder dem tage mine vanter af, og narkosesygeplejersken fortæller mig at der er en lille rift i fingeren, og holder mig i den sårede hånd. Simons mor er der pludselig og jeg kan se ud af det ene øje, at hun græder. Hun kommer hen til mig og nusser min "gode" hånd. Fjerne sig, og går hen til Simon. Jeg begynder at mærke min "dårlige" hånd, som om den sover, og hele mit venstre ben føles som om det sover. Jeg kan ikke følge med i alt det der sker, for kan kun bevæge mine øjne, da mit hoved var holdt fast. Så kom ambulancen, efter 5 min. De begyndte at tage over for de mange mennesker som sad hos mig. Kendte ingen af dem, og det var uhyggeligt. Endelig kommer min far, og jeg rækker armen ud, og råber " Faaar". Da høres der gråd for de mange tilskuere som var tilstede. Ambulance folkene begynder deres arbejder som er en klar rutine, for de klare alt, med på god teamwork, og forsigtighed. Det kan ses at de har prøvet det mange gange før. Jeg er ekstramt højdeskræk, så da de løfter mig op fra jorden, bliver jeg bange, og beder dem sætte mig ned igen. En af dem griner, og fortæller mig at jeg ikke engang er 1 m fra jorden. Jeg smiler lidt genert og bliver så puttet ind i ambulancen. Inde i ambulancen, begynder jeg at ryste og fryse. (har fået fortalt at jeg rystede hele tiden) En mand klipper mine helt nye bukser op og fortælle mig at det kun er hudafskrabninger, og væk var skrækken for et benbrud i mine tanker. Jeg fryser så meget, at de skurer helt op for varmen i ambulancen. En af mændene har det så varmt at svedet løber af ham. Han snakker med de andre, og jeg overhører at jeg ligger på en skala på 4 ud af 6, så det var rimelig alvorligt. En mand fortæller mig, at han skal ligge et drop i min arm. Han prøver op til 4 gange, for han kan simpelthen ikke ramme min blodåre, da de ligger langt nede i mine arme, men til sidst rammer han. Jeg fryser og manden der sveder sådan, bliver ved med at spørge mig om min fødselsdato? 03/02/1990 svare jeg. Da jeg kommer op til sygehuset, kommer jeg ind igennem en mørk gang, så pludselig kommer der lys, og ambulance folkene fortæller hvem jeg er, og straks tager sygeplejerskerne mig ind på en stue. Jeg ryster, ryster rigtig meget. De tjekker mig og fastslår at der intet tyder på noget brækket, men for en sikkerhedsskyld skal jeg have taget nogle billeder. Så kigger hun på min finger. Jeg spørge om den er stor min flænge, og i det siger hun at jeg bare kan se efter. Så drejer jeg selvfølgelig hovedet over, bøjer min finger, og det syn jeg ser, er min egen knogle! Min finger er flækket fra den ene side af fingeren til den anden i en bue, så langt at der skal 7 sting i. Så kommer min mor og far endelig, hold kæft hvor længdes jeg efter dem. En sygeplejerske fortæller dem hvordan det ser ud, og så skal jeg op og tage billeder. Simon og hans far kommer også op på sygehuset (:. Heldigt for mig, er der intet brækket. Men jeg gik med et knæ med indreblødninger til 3 uger. Har aldring mærket en smerte som det. Jeg er blevet opereret og har nu 3 ar i knæet, 1 i foden, og et 2½ på fingeren. Det lyder måske ikke af meget for jer, men jeg har stadig mareridt nogen gange, kører helst ikke knallert, og vil ikke så gerne kører i bil på motorvejen. Jeg går til psykolog som hjælper mig igennem det her. Det har været et fandens svært år for mig det her, og frygten for at komme ud for en ulykke igen, ligger altid og hele tiden i mine tanker!
- 05-10-2007 21:00 | 585 visninger | 0 kommentarer
1| Ulykken sker, CHOKTILSTAND (du føler dig forvirret, bange, ryster, fryser, forstår ikke hvad der sker, og er bange for hvad der er sket med dig.
Du har brug for at vide hvad der er sket med dig. Vide om du er hel, og uskat .
2 | Et stykke tid Efter ulykken, BEARBEJDELSE (du skal arbejde med dig selv, psykisk. Forstå hvad der er sket, hvorfor det er sket, hvordan det skete, og du undre dig op til flere gange dagligt, hvorfor fanden det lige skulle være dig. Mange op og ned-ture er på vej. Måske har du brug for psykolog.
Du har brug for din familie, venner (kæreste), og alt den støtte og opbakning du kan få. Pas på med at skubbe folk fra dig. Det kan ske. Du må ikke holde dine tanken og følelser inde, du skal fortælle det til dine nærmeste.
3 | Du begynder så småt at få det bedre, tænker fremad, lærer så smat at leve med det der er sket, tænker ikke så meget over tingene længere. Op og ned-turene svinder ind.
Du har stadig brug for opbakning, men slet ikke i nær så stor omfang som i fase 2. Du begynder at blier mere glad og tilpas i hverdagen igen.
4 | Er rask ? Du har lært at leve med det der skete: Det har gjort dig stærkere og klogere. Du er sikkert stadig forsigtig, men ikke bange.
Som sagt, så er du rask. Du begynder at være dig selv igen. Stoler på andre igen, stoler på hverdagen og det du ikke kender. Du er ikke bange for at leve længere.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Oprettet: 2. okt. 2007
Login: 26-05-2008 13:25
Uploads: 6
Blog indlæg: 4
|
|
Hejsa (:
Jeg hedder Tina og kommer fra Frederikshavn! Jeg har været med i et trafikuheld, som stadig gør min hverdag svær, så fortiden går jeg hjemme. Jeg overvejer at blive Mekaniker  Jeg elsker min mor og far. Jeg er festglad og jeg elsker musik <3
|
|
|
|
|