Jeg vil aldrig kunne forstå, de valg du tog den gang.
du valgt din kamp, og det var ikke mig. det var ham.
min mor som jeg altid har kunne snakke med, og som altid har været der for mig.
- hun valgte ham.
Fra den dag, var alt ændret.
i 2 år har jeg levet på overfladen.
levet i falskhed, levet i det jeg kaldte familie foran andre,
men inden i vidste jeg godt det var skuespil.

har nu skubbet resten af familien væk, længere væk end de var i forvejen.
har nu valgt at du ikke skal være en del af mit liv.
alle de svigt du har udsat mig for, har gjort jeg ikke vil lukke folk ind.
skubber istedet for længere og længere væk.
hvis du som min mor, vælger at svigte mig på så højt et plan,
så har jeg svært ved at forestille mig, at andre så ikke skulle.

jeg føler jeg skal vælge imellem dig eller fars side af familien.
bliver nød til at tage chancen, og håbe på de ikke svigter mig.
det værste er, at du er ligeglad.
du kold, og vil bare lade mig være.
du vil ikke kæmpe for at jeg vil blive ved dig.
du viser mig kun, det er det rigtige valg.
for du er tydeligvis ikke interesseret i at jeg skal være din datter.

men uanset om det er min egen beslutning er det hårdt at miste.
jeg vil ikke leve et overfladisk liv mere, jeg vil frem i verden.
jeg vil have et normalt liv, og det får jeg ikke hvis jeg ikke slipper dig nu.
for jeg kommer aldrig til at kunne forholde mig til,
at have en mor som ikke kan være der for mig, når det kommer til noget psykisk.