- 14-12-2010 17:07 | 520 visninger | 0 kommentarer
Reality Collapse - For a moment nothing else exists. Det forholder sig således at jeg har oprettet en ny blog med fokus på min helt store passion her i livet, nemlig musik! Bloggens formål er at sprede kendskabet til knapt så anerkendte genre herhjemme i det danske og for at skabe en scene for en undergrund. Forhåbentligt som siden vokser vil der komme interviews, anmeldelser, free downloads og en masse andre ting der nu hører sig til sådan en blog.Så jeg søger nogle friske sjæle som brænder for musikken som jeg selv, og som har lyst til at skrive om det og dele det med andre, så vi i fællesskab kan udvide hinandens horisont!Ansøg via bloggen eller på min mail. realitycollapse.blogspot.com/ Håber på at høre fra jer!
- 12-11-2010 02:26 | 591 visninger | 2 kommentarer
Torsdag den 11. november 2010 blev virkeligt en dag hvor jeg startede ud med at have forventninger om at alt ville dreje sig mod en mere positiv vinkel i mit liv, men ak nej sådan skulle det ikke blive. Korthuset blev væltet af en afvisning på en job ansøgning. Afvisningen er ikke hele essencen bag min nedtur, blot dråben der fik bægeret til at flyde over. De seneste par måneder har jeg gang på gang modtaget regninger for diverse ting, som har været uforudsete og som har væltet mit budget yderligt end det var i forvejen, når nu man skal leve af SU og SU-lån. Det har resulteret i at jeg absolut ingen penge har, og at jeg intet kan få at spise i denne måned for eksempel, udover det så har der været pres på studiet, hvor der har været mange frustrerende stunder i forbindelse med større opgaver. Jeg har lånt mange penge af min mor, blandt andet til indskuddet af lejligheden i forbindelse med at jeg flyttede tilbage til min hjemby, det tyngder mig ud at jeg skal låne af hende da jeg ved at hun efter skilsmissen selv sidder med en masse omkostninger og ikke har for mange penge til sig selv. Jeg kan ikke engang betale af til hende på grund af de forbandede regninger, og mit held ser ikke ud til at vende i nærmeste fremtid. Det er så frusterende fordi jeg vil være økonomisk uafhængig og vise at jeg sagtens kan klare mig selv, dog forholder virkeligheden sig ganske anderledes. Udover det har jeg haft meget fravær fra mit studie fordi jeg ikke kan finde energien ellers livslysten til noget som helst.Ydermere kommer jeg altid sent i seng, og jeg kan ikke sove fordi jeg konstant tænker og fundere over alt. Angående det sociale liv så er jeg også træt af at jeg får peget nogle fejl ud i mange tilfælde, og det går mig så meget på at jeg blev oprigtigt såret over det, og nu tænker jeg konstant over fejlene og hvordan jeg udbedre dem, for ærligt talt så forringer det min livskvalitet i skrivende stund. Jeg ville ønske jeg kunne komme til psykolog, for inderst inde føler jeg at jeg er ved at sprænge i luften og at jeg ikke kan holde til mere, har ikke mere energi til at kæmpe imod med, ville ønske at man bare kunne ryge sig skæv, glemme verden og forsvinde ud i det blå. Orker ikke denne verden og det lort den medfører sig mere.
- 26-08-2008 00:31 | 609 visninger | 0 kommentarer
Datoen 25. August 2008, klokken er lige slået 23:58 og jeg er på vej ind i en ny dag, og hvad så? Hvad har det af betydning for mit liv.. jeg kan ikke svare på det selv, alt er efterladt til mig selv og mine tanker. Jeg sidder helt alene i min mørklagte lejlighed, stilheden bryder mørket og tankerne får frit spil og de vælter frem efter endnu en hverdag bygget op af en facade som mit sidste håb som et skjold mod realitetens hårdhed, Amora Infelice af Suspekt spiller i baggrunden: ”Lad mig starte med at forklare det, lad mig fortælle det. Alt det pis vi havde sammen, startede som noget der ikk ku vælte. Smukt og uskyldigt, men det endte i noget ondt og ynkeligt. Jalousi, drama på drama. Ville fucking aldrig ønske mit liv sku ende med alt det her lort. Men nu står jeg her, på tv massens sidste trin og griner.” Det sætter virkeligt tankerne i gang fordi det på en eller anden måde bare rammer mig så hårdt indeni, for blot en uge siden mistede jeg den pige som jeg virkeligt kun kunne se mig selv med, det hele starte på så klichéagtig vis, jeg sad en dag og var logget ind på Arto for at slette min profil, blot inden da havde jeg postet en fuldstændigt meningsløst besked på ”opslagstavlen” og pludseligt popper der et lille vindue op hvor jeg bliver fortalt at jeg modtog en besked fra en bruger på siden, jeg tænkte at jeg lige så godt kunne læse hvad der stod i beskeden og af høflighed ville jeg hurtigt svare igen, men én besked udviklede sig til mange og snart havde vi en samtale i gang, der var intet billede at se i profilen og normalt ville jeg aldrig have svaret vedkommende så, men der var noget mystisk og spændende og denne person og min nysgerrighed satte frem i mig, jeg måtte bare vide hvem det var! Jeg fik så efterfølgende hendes msn og tilføjede hende for derfor at snakke videre der, jeg åbnede vinduet for at skrive og jeg kunne så se hendes displaybillede dukke op på skærmen, jeg gik helt i chok og tænkte ”WOW!”, jeg havde ikke forventet at noget så kønt ville kunne finde på at kontakte mig taget i betragtning af at hun måtte have set mit profilbillede, og efter at have talt sammen i et kort stykke tid begyndte tingene at udvikle sig ret hurtigt, hun gav mig hurtigt sit mobilnummer for derfor at kunne fortsætte hvor vi slap en anden dag, der gik så et par uger hvor vi sms’ede lidt frem og tilbage og vi kom rigtigt godt ud af det sammen, rigtigt godt ud af det og der gik ikke meget mere end halvanden måned hvor lidt overfladisk og hygge snak slog over i en flirt og der blev jeg virkeligt fanget af hende. Der gik ikke mange sekunder hvor hun ikke strejfede mine tanker, tiden gik i hendes selskab og efterhånden som flirten blev mere seriøs så kom den dag hvor vi skulle tale sammen i telefon for første gang, det føltes som en dum teenager romance i starten og jeg begyndte at få sommerfugle i maven, jeg blev ret nervøs da jeg skulle ringe hende op, men det gik lettere end jeg regnede med for idet jeg hørte hendes stemme, føltes alt bare naturligt, det er umuligt at skulle beskrive den varme hendes stemme kan give, alt fra fortiden blev fortrængt og hun fik mig straks til at glemme alt om tid og sted. Det bliver svært at skulle fortælle om resten detaljeret men vi er gået igennem både godt og ondt, men lige meget hvor slemt det har været, hvor dybt idiotisk jeg har opført mig, så stod hun altid ved min side og støttede mig i hvert eneste skridt og handling jeg tog, jeg skylder den pige alt! Hun var der i de mørkeste stunder i mit liv, som en solstråle der brudte mørket og gav mit liv mening igen. Men som sagt kunne jeg blive ved med at skrive om hende i en uendelighed og det giver alligevel ikke det indtryk som jeg ønsker at kunne beskrive med ord, fordi hun skulle opleves. Dog handler tankerne om den dag i dag hvor idyllen er brudt og jeg står tilbage forladt med kun minderne tilbage, for blot en uge siden rejste Line til London for at bo hos en veninde i et år og det knuste mig virkeligt. Jeg har haft kæmpet i lidt over et halvt år for at få lov til at møde hende men af personlige grunde og i alt respekt vil jeg dog ikke komme nærmere på hvorfor det ikke skete mens hun stadigvæk var i Danmark, vi var i et forhold hvor ingen af parterne ville eller kunne være sammen med andre fordi vi havde de følelser som vi havde og desuden kunne jeg heller ikke se mig selv med andre end hende, men tanken om at jeg aldrig får hende mødt fordi hun rejste derover er ubeskriveligt smertefuld, hun kommer hjem om et år, hvilket i øvrigt ikke engang er sikkert, altså at hun kommer hjem igen, jeg tiggede og græd fortvivlet i telefonen da hun ville sige farvel om at hun måtte love mig at hun ville tage mig tilbage igen når hun kom hjem, men ikke engang dét ville hun love mig.
I må have mig meget undskyldt at alt dette står meget rodet beskrevet, men jeg sidder med tåre i øjnene mens jeg skriver dette og skriver derfor kun det som falder mig ind i dette øjeblik.
PS. Det ironiske ved denne historie er at jeg normalt er ret konservativ (gammeldags) med hensyn til at falde for en person jeg aldrig har mødt og især fordi det er igennem nettet og skal gerne indrømme at jeg føler mig dum fordi jeg tidligere har tænkt at det var ufatteligt dumt at nogen forelskede sig sådan over nettet, men nu mærker jeg selv skæbnens ironi. Jeg ved godt at det er beskrevet ret kaotisk, men jeg skal nok redigere og følge op på det så snart jeg kan få samlet mine tanker lidt mere, det er brainstorming og jeg følte bare for at få lettet mit hjerte.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Mand
Alder: 22 år
Oprettet: 17. mar. 2007
Login: 14-12-2010 19:51
Uploads: 5
Blog indlæg: 8
|
|
|
Opdateres senere.
|
|
|
|
|