For et par dage siden skrev min veninde en besked til mig hvor hun skrev at jeg var en rigtig kærestekedelig en. Jeg blev godt nok lidt chokeret, for synes da godt nok at hun var en lille smule hård i sin bedømmelse. Vi kender alle sammen typen, og jeg havde aldrig troet at jeg ville blive sådan en. Men jeg må nok erkende at det er jeg godt nok meget i øjeblikket. Jeg har altid lovet mig selv at jeg aldrig ville blive sådan en, at jeg altid ville synes at mange andre ting var vigtigere end en fyr, så jeg har slet ikke kunne sætte mig ind i at nogle piger bare blev fuldstændig opslugt af alt det der kærligheds fis. Jeg har tit synes at de er alt for meget fordi de bare kun tænker på kæresten og slet ikke kan engagere sig i andet. Men jeg må indrømme at jeg er blevet præcis den type jeg altid har svoret på at jeg aldrig nogensinde ville blive. Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan han ville kunne blive så vigtig, og jeg har altid tænkt at man ikke skal blive så glad for nogle at man ikke kan klare at miste dem igen. Tror det handler om at jeg er rigtig bange for at blive svigtet og forladt. Men tingene er gået anderledes. Jeg er blevet så sindssygt forelsket, som jeg slet ikke troede at det var muligt at jeg kunne blive. Nogle gange tror jeg faktisk at det er lidt for meget, i hvert fald for mine omgivelser. Jeg er sindssyg glad for Mikael og han betyder bare rigtig rigtig meget for mig, og derfor fylder han jo automatisk også bare rigtig meget i mit hoved. Så jeg tænker utrolig meget på ham konstant, og har meget svært ved at tale om andet end ham, og jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor andre mennesker ikke gider snakke om ham hele tiden. Jeg synes det er fantastisk, men det er tydeligt at folk indimellem tænker at nu må jeg altså godt nok lige snart tage mig lidt sammen og så tale om noget andet. Men jeg har bare utrolig svært ved at engagere mig i meget andet end ham for tiden. Jeg magter det nærmest ikke rigtigt. I den her weekend er jeg i Fredericia for at være sammen med to af mine efterskoleveninder, og tja det er ikke gået super godt. Mit humør har bestemt ikke været på det højeste og jeg har været en smule negativ. Nok lidt for meget negativ. Måske er det fordi jeg savner Mikael så meget, at jeg bare slet ikke kan tage mig sammen til at hygge mig fordi han bare fylder så meget.
Men tror faktisk måske også at det handler om at jeg snart har brug for at få noget medicin i min krop igen. Jeg har stenet utrolig meget med at købe den denne her gang, fordi jeg skulle betale næsten 900 kr. for den. Men nu har jeg købt den, så i morgen starter jeg med at tage den igen. Tror det bliver godt for mig, for tror jeg får lidt mere ro i hovedet og overskud, og bliver lidt mere positiv igen fordi alting så ikke er så uoverskueligt. Så jeg skal altså bare tage mig sammen, og så huske at jeg altså ikke kan undvære dem. Jeg har i øvrigt også fundet ud af hvordan jeg skal prøve at tackle det kæmpe savn jeg har. Jeg skal huske at lave en masse så tiden går, så skal jeg huske at det hele jo ender igen, og at jeg altså ikke dør af det her.
Det har jeg sådan set heller ikke lyst til, for der er rigtig mange ting jeg gerne vil opleve sammen med Mikael. Så skal jeg lade være med at tænke på helheden, for der er sindssyg lang tid til 1 februar det kan jeg slet ikke overskue. I stedet så skal jeg bare tage en dag af gangen. Hver morgen tænker jeg at lige i dag kan jeg godt klare, og så er det ikke så slemt, for så går den dag alligevel sådan rimelig jævnt, og så er den jo overstået om aftenen, og jeg lever stadig. Så skal altså virkelig prøve at holde mig fast i alle de der ting, så det ikke bare løber helt af med mig. Jeg er bare blevet overrasket over hvor hårdt ramt jeg enlig er blevet af den her forelskelse. Må indrømme jeg har en smule dårlig samvittighed over alle de gange hvor jeg bare har tænkt om andre at de skulle se at tage sig sammen i stedet for at gå så meget amok i hinanden, og så gør jeg det bare præcis det samme. Men det er ikke en gang med vilje, jeg kan simpelthen bare ikke lade være. Selvom jeg gerne ville kunne sige at nu stopper jeg lige med det der, og så tænker på noget helt andet, så kan det bare ikke rigtig lade sig gøre fuldstændigt. Jeg kan simpelthen bare ikke rigtig engagere mig i noget for tiden. Men har fundet ud af at jeg bare ikke tror at andre kan sætte sig ind i hvor fantastisk det hele er når de ikke selv har prøvet det. Det er virkelig en hel fantastisk følelse som jeg er så glad for at jeg får lov til at opleve, fordi det virkelig er rart. Jeg har læst en udregning engang om at der kun er 0,0017 procent chance for at møde den rigtige, og det taget i betragtning så har jeg virkelig bare været super heldig, for han er virkelig bare den helt rigtige for mig. Der er intet jeg kunne ønske mig mere i hele verden end at være sammen med lige netop ham. Han er helt unik. De her efterskole veninder jeg har været sammen med i weekenden er begge singler, og jeg har bare hørt utrolig meget om alle mulige fyre, og jeg er godt nok ved at være træt af det. Synes det er lidt synd for dem at de skal gå og søge efter en, fordi jeg ved at jeg længe har fået den allerbedste, så de kan ligeså godt lade være med at prøve at søge efter en, fordi de alligevel slet ikke kommer i nærheden af Mikael. Jeg bliver bare så træt af at høre om det. Et par måneder inden mig og Mikael fandt sammen snakkede jeg med en anden veninde om at tænk nu hvis vi fandt sammen, så ville jeg jo miste mine single pige byture, som jeg ellers har holdt meget af. Kathrine sagde at nu måtte jeg da bestemme mig for hvad jeg gerne ville, for man har jo ikke de der singlebyture når man har en kæreste. Jeg var faktisk rimelig bekymret over at jeg ville komme til at savne dem, men sådan er det bare slet ikke. Lige for tiden gider jeg slet ikke i byen, men bare i det hele taget så har jeg slet ikke lyst til bare at skulle møde nogle andre. Der er jo ingen der kan måle sig med Mikael, så hvorfor skulle jeg i det hele taget bruge tid på at snakke med dem. Gider ikke at kigge på dem, for de er bare slet ikke Mikael, og ingen andre rummer alle de fantastiske kvaliteter som ham, så de er jo bare slet ikke noget værd. Som man vist kan læse sig frem til så er jeg virkelig hårdt ramt. Han er den allerbedste og jeg er så uendeligt glad for at jeg har fået chancen for at møde ham, lære ham at kende og tilbringe så meget tid sammen med ham, fordi han bare helt i gennem er et helt fantastisk menneske. Jeg rider på en kæmpe bølge af forelskelse og lykke, og håber aldrig at den stopper. Det hele føles så godt og rigtigt, så det for min skyld meget gerne må vare for evigt. I hvert fald så vil jeg bare nyde den så længe jeg overhovedet har mulighed for det. Han er bare det bedste der er sket!! <3