Smilende står du imod presset. Og glæder dig over modgangens altid positive slagside. Aldrig vrisser du, aldrig mister du fodfæste. For du hviler i dig selv, og i opfattelsen af de forskelligheder, du, som vi alle, indeholder. Paradokset imellem din alkoholiske onkel, der døde af druk, og dine egne udskejelser sidste weekend. Du favner det, for du har opdaget det ene væsentlige – at kun du designer din tilværelse. Du indser som du prøver det, at du selv er lige så modificérbar som du altid har fundet omverdenen. Men denne erkendelse får dig udelukkende til at kære mere om de ting, du indtil nu ikke har ændret. Illusionen om kernen – illusionen om dybdejeg’et. Og du er vidende, og ved, at det nok kun er illusionen. Men på kantiansk vis antyder du ”illusio, ergo sum”.
Du er manifestationen af ressourcen i samfundet. Du er den mest forhadte, den mest imiterede og den højest elskede. Du er modellen for moderne terapeuters strategi i de grelle tilfælde. Du er vist mere, end du lader dig selv tro på. Og det er nok godt nok, for hvis du blev for selvtilfreds, ville du nedbryde dig indefra.   

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.