Dronningemoderen og smilene, der gjorde det nemmere. De faldt om mig som lysstråler gennem blyindfattede, solblegede vinduesmalerier. Jeg forsøgte at gengælde, men snublede bestandigt over mine egne lidt for store, lidt for klossede sko. Jeg var heller ikke for kendt i de kongelige smils gemakker, men lidt pli havde min stedfader da lært mig. 

Jeg navigerede rundt mellem flyveøgler. Befølte mig selv under khakishortsene. Naturligt bekymret. Det var tre dage siden biddet, og jeg var nu begyndt at få problemer med vandladningen - ikke den gode slags problemer, hvor man blot mister kontrollen. Nej, det ærgerlige forstoppelsesagtige problem. 

Hvem smilede de i virkeligheden til? Limosinen og mig selvfølgelig. Men også til andre menneskeres kameraer. Det var umoderne at tage billeder af sig selv med os stjerner, så de var begyndt at lede facebook rundt for at finde billeder af dem selv i fremmede menneskers gallerier. For at sige: "I was there, yet I'm not being all narcissistic taking photos of my self." Folk i disse dage.