Mit livs værste dag har været i dag!

Hvor stor er jeg? Jeg er snart voksen, en person med tilladelse til alt. Og alligevel føler jeg mig så alene. Jeg står alene, jeg lever alene.
Alle mine venner er gledet fra mig. Flyttet eller bare gledet væk. Nu er jeg alene. Hver dag sidder jeg for mig selv. Frosset ude. Jeg spiser alene, sidder endda alene i klassen. Der er ingen der gider mig. For jeg er ikke som dem. Jeg boller ikke til højre og venstre og jeg gider ikke drikke og ryge hele tiden.
I dag flød bægeret over. Jeg plejer at tage et nederlag(eller en afvisning fra dem jeg søger venskab hos) med oprejst pande. Det ser ikke ud til at røre mig.
Men hver gang de afviser mig, får jeg mindre og mindre mod på at prøve igen. Efter så mange afvisninger  orker man så at prøve en gang til? Orker man endnu en gang at få et stød i maven?
Ikke mere. Aldrig mere. Jeg fik et sammenbrud. Midt på gangen. Stod med tårene løbende ned af kinderen. Men jeg sagde ingenting. Jeg kunne ikke. Jeg løb ud på toilettet og sad der i 20 minutter, hvor jeg græd. Græd og spurgte mig selv hvorfor jeg ikke var god nok til dem. Hvad jeg nogensinde havde gjort. Er det fordi jeg har bøje på? Er det fordi jeg ikke går med Diesel bukser? Er jeg bare ikke køn nok til at gå med dem?

Men det er ikke det værste. En ting er at bryde sammen. Men på et tidspuknt skal man tilbage til klassen. Tilbage til dem. Og de kan se man er svag. De kan se ens røde øjne og den løbne mascara. Måske skulle jeg bare slutte det. Der er alligevel ingen der vil bemærke det. Min familie tror alt er i den skønneste orden. Jeg klare mig da fint, jeg har da mange venner. Men jeg er bare alene....